NyAvisen

Hedehusene, Taastrup Station og Høje Taastrup Station har nu fået installeret helt nye sikre cykelstativer. Det betyder, at pendlere og cyklister nu trygt kan parkere deres dyre elcykler, racercykler og andre cykler uden frygt for tyveri.
De nye stativer er af mærket Bikeep – en løsning, der kombinerer fysisk sikring med smart teknologi. Stativerne fungerer sådan, at en solid metalarm låser cyklen fast. Brugeren aktiverer og låser op for stativet med et hvilket som helst chipkort – fx Dankort, Rejsekort eller lignende. Det er gratis at bruge stativerne, og der kræves ingen tilmelding. Med Bikeep-appen kan brugeren endda reservere et cykelstativ op til en time før ankomst.

Ved stativerne er der også opsat sikre opbevaringsskabe til cykelhjelme og batterier. Skabene kan låses, og har man sit opladerkabel med, er det muligt at oplade elcykelbatteriet, mens man er videre med toget.

På Hedehusene Station og Taastrup Station er der nu 20 sikre cykelstativer på hver station, mens Høje Taastrup Station i første omgang kun har fået installeret fem stativer på grund af en kommende renovering. Hele cykelparkeringsområdet ved Høje Taastrup Station skal moderniseres i løbet af 2025, og når renoveringen er færdig, vil alle 20 stativer blive sat op permanent.

Denne investering i tryg cykelparkering skal gøre det mere attraktivt at kombinere cykel og tog – især for dem, der benytter elcykel til pendling og vil sikre udstyr som hjelm og batteri under rejsen.

361 reaktioner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *